Nanas sejerssang

Gibbonaben Nana kom skræmt og alene til Odsherred Zoo Rescue i en tøjbylt 1 år gammel. Nana er flasket op i en tysk zoologisk have, der ikke magtede opgaven i længden. Den tyske zoo havde hørt, at vi havde haft held med at flaske de store aber op og det blev afgjort, at Nana skulle til Danmark og i bo Odsherred Zoo Rescue.

Den første tid var svær, hendes kendte tyske dyrepassere var der ikke, vi var alle nye og fremmede for hende, men en kæmpe indsats fra alle og en uendelig strøm af sangen ”Jeg ved en lærkerede…” beroligede hende og fik hende til at føle sig hjemme til sidst.

Der fulgte et par år med leg og masser af nærvær fra alle her i Odsherred Zoo Rescue. Derefter kom det næste uundgåelige skridt for den voksende gibbonabe; det blev farligt at gå ind til Nana, et bid fra hende var ikke længere en lille skramme, men et grimt bid og kun få kunne nu komme ind til Nana.

Så den næste opgave var at finde en mage til Nana og det dejlige svar kom fra en belgisk zoo. Der boede Gau nemlig og han var en forældreløs gibbonhan, som man i denne zoo forsøgte at integrere i en eksisterende gruppe, men han blev skubbet ud og overfaldet.

Gau kom til Danmark og det var forelskelse fra første blik, men kun fra Gaus side. Nana ville nemlig ikke have noget med ham at gøre og vi måtte dele deres rum op, så de kunne lære hinanden at kende stille og roligt og der skulle gå et helt år, før vi kunne lukke dem sammen. Så skete der imidlertid noget, Nana accepterede Gau og de har nu levet sammen som par i omkring 4 år og torsdag den 4. oktober 2012 fik vi så det endelige bevis på en vellykket integration, da Nana fødte en dejlig velskabt unge. Hun har taget sig perfekt af ungen, holder om den og tager den op til brystet så den kan die. Gau har været en sød og beskyttende far og Nanas lykkelige sejrssang levnede ingen tvivl om, at dette bare er lykken.