LIDT OM OS

Odsherred Zoo Rescue samarbejder med bl.a. det hollandske rescuecenter AAP, der tager nødstedte dyr ind og placerer dem i godkendte zoos rundt omkring i verden. Dyrene kan have visse handicap eller skavanker. Vurderer vi, at dyrene er smertefri og har en god livskvalitet, tilbyder vi, at give dem et blivende hjem i Odsherred Zoo Rescue. Ønsker du at støtte os i dette arbejde, kan du donere et beløb.

Primater er en af Odsherred Zoo Rescues favoritter og parken har allerede mange dejlige repræsentanter og nye arter kommer til. Aberne i Odsherred Zoo Rescue stammer fra Sydamerika, Asien, Afrika og Madagascar. Vi har i dag en af Danmarks største samlinger af små og mellem store aber fra Sydamerika. I Abeskoven hvor dødningehovedaber færdes frit uden hegn, kun adskilt fra publikum af et vandløb, stortrives dyrene og der er rig lejlighed til at se dyrene udfolde sig i de høje træer.

I parken møder du lamaer, zebraer, indisk Zebu, kameler, dådyr og mange andre dyr i dejlige store anlæg. Mindre rovdyr som los, servaler, næsebjørne, vaskebjørne, genetter og surikater finder du også i parken. Vores hyggelige café/kiosk med terrasse, souvenir-, is- og slikbutik er velassorteret og et dejligt stort grønt område med borde og bænke til medbragt mad forefindes. Den populære klappe-gedefold med afrikanske dværggeder finder du også i dette område.

Odsherred Zoo Rescue ligger midt i det smukke Odsherred. Parken er en oase på 15 tønder land og indbyder til mange dejlige timer i dyrenes verden. Vi har over 600 dyr fordelt på 100 arter. I Tropehuset PARANÀ og Abe- og Terrariehuset finder du aber, eksotiske fugle, slanger, krybdyr, padder og fugleedderkopper. I Fuglehuset med det store ude voliere er der blågule- og røde ara, amazone papegøjer, hellig Ibis og mange flere.